Du er her: 

Thisted Kirkes Drenge-Mandskor

Thisted Kirkes Drenge-Mandskor

Thisted Kirkes Drenge-Mandskor blev grundlagt i 1982 af Gwyn Hodgson

Koret består i øjeblikket af ca. 40 drenge og unge mænd i alderen 9 til 22 år, hvoraf ca. 35 af drengene synger med i koncertkoret. Resten af drengene oplæres i korets korskole.

Thisted Kirkes Drenge-Mandskor fungerer ved alle højmesser i Thisted Kirke, ligesom det medvirker ved et stort antal koncerter i Thisted Kirke og i Danmarks kirker. Der øves tre gange om ugen og ved siden af selve koret drives en korskole, hvor drenge fra de lokale skolers 3. klasse får den grundlæggende skoling i sang og musikteori, inden de optages i selve koret.

Koret er kendt for en meget høj musikalsk standard, hvor det sociale samvær også er i højsædet. Koret har et meget alsidigt repertoire inden for såvel kirkelig som verdslig musik.

Thisted Kirkes Drenge-Mandskor er selvsagt mest kendt i Nordjylland for sine mange koncerter, men absolut også i den øvrige del af Danmark, ikke mindst for sine gentagne medvirken i radio og TV. Internationalt set er Thisted Kirkes Drenge-Mandskor også kendt bl.a. i forbindelse med korets koncertturnéer til bl.a. USA, Norge, England og Australien, men også i konkurrencesammenhæng.

Thisted Kirkes Drenge-Mandskor

Vestergade 10
7700 Thisted

Mail: ng@thisted-kirke.dk
Tlf. +45 24 40 90 94

Vil du være med i koret?

Har du fået "blod på tanden", kan du synge og fået lyst til at blive en del af koret, så ret henvendelse til dirigenten. Her kan du få oplysninger om optagelsesprøve, næste korskole osv. Det vigtigste er, at skal du har interesse for kormusik og dét at synge sammen med andre.

Klik her for kontaktdetaljer

Koret blev stiftet i 1982

På Thisted Menighedsråds møde torsdag den 11. juni 1981 orienterede Thisted Kirkes daværende organist Gwyn Hodgson om sine overvejelser vedrørende et kirkekor i Thisted kirke, hvilket man ikke tidligere havde haft.

Hodgson fremførte dengang til menighedsrådet

”Et kor er ønskeligt bl.a. til støtte for menighedssangen, korsvarene og trosbekendelsen. Et voksenkor er nok mindst besværligt – men til gengæld dyrest. Et drengekor på 24-25 medlemmer (fra ca. 9 år) vil være at foretrække frem for et pigekor eller et blandet børnekor. Desuden bør der ansættes 2 damer til at synge ved bryllupper, begravelser m.m. "

Menighedsrådet vedtog efterfølgende at søge et drengekor oprettet, og afsatte midler på budgettet for 1982 til formålet. På menighedsrådsmødet den 10/11-1981 fremlagde Gwyn Hodgson sine planer for oprettelsen af drengekoret, og det blev vedtaget at han kunne gå i gang med at søge koret oprettet.
På december mødet den 3/12-1981 berettedes der om to lørdage, hvor der havde været orientering i kirken for drenge og forældre, i alt havde der været tale om ca. 40 interesserede drenge.

I begyndelsen af 1982 blev der holdt optagelsesprøver, og den 16/2-1982 afholdtes den første korprøve med 21 drenge.

Koret medvirkede første gang i Thisted Kirke søndag den 18/4-1982, og kunne således i 2012 år fejre sit 30 års jubilæum.

Gwyn Hodgson, der idag er organist i St. Johannes Kirken i Århus, udtaler

"Da jeg blev ansat som organist og kantor ved Thisted Kirke i efteråret 1980, fandtes der ingen kirkekor. Efter at være vokset op i England som medlem af drengekoret ved domkirken i York, York Minster, og med senere virke som organistassistent ved en anden engelsk domkirke, Chester Cathedral, følte jeg, at det var en udpræget mangel, på trods af en ellers udmærket menighedssang i kirken. Også mine erfaringer som assisterende domorganist i Helsingør ved Sct. Olai Kirke, hvor der længe havde været et meget veletableret drenge-mandskor, havde lært mig, hvilken berigelse et sådant kor kan være for en luthersk højmesse.

I sin spæde begyndelse havde drengekoret kun forsangerfunktion, d.v.s. de støttede menighedssangen i salmerne og de liturgiske led i gudstjenesten, men efter et år begyndte de at synge under altergang.
Efterhånden som tiden gik, fik drengekoret en mere selvstændig funktion i kirken, og ved adskillige lejligheder medvirkede det til musikandagter og koncerter.

Det var et pionerarbejde at oprette et drengekor et sted, hvor der aldrig før havde været et kirkekor. Der skulle begyndes helt forfra med stemmelægning, solfege, hørelære, nodeindstudering og ikke mindst ganske almindelig sangundervisning. Det var et stort arbejde og ansvar at tage på sig, men det var en fornøjelse at arbejde med drengene, og i al almindelighed var der en meget positiv stemning omkring koret, både fra menighedsrådets og kirkegængernes side.

Jeg nåede at varetage drengekoret i de første fire år, og oplevede, hvordan de ældste drenges stemmer gik i overgang, nærmest på én gang, inden jeg så rejste til Århus i 1986."

Efterfølgeren til Gwyn Hodgson blev Preben Nørgaard Christensen. Han fik til opgave at videreudvikle koret. Hans konklusion blev, at skulle dette ske fyldest, skulle koret udvides fra de daværende ca. 15 drenge til også at består af et antal herrestemmer. Dette lykkedes for ham at overbevise menighedsrådet om den nødvendige udvidelse, og fra 1/10-1988 blev 10 herrestemmer optaget i koret. Med denne bemanding var der skabt basis helt efter engelsk forbillede:  Sopraner, kontratenorer (mandlige falsetsangere der synger alt-stemmen), tenorer og basser.

Gwyn Hodgson fortsætter

"Der var således ikke mange drenge tilbage i koret, da min efterfølger Preben Nørgaard Christensen trådte til, men at koret så senere hen er vokset i størrelse og blevet til et drenge- og mandskor og har opnået den profil, det i dag nyder i både ind- og udlandet, siger meget om korets format og om Preben Nørgaard Christensens evner som korleder og dirigent.

Det er meget spændende at kunne følge Thisted Kirkes Drenge-Mandskor meget forskelligartede aktiviteter, især oratorieopførelserne og koncertturnéerne i bl.a. USA og Australien, og jeg vil gerne gratulere både Preben og koret med succesen og ønske dem held og lykke med fremtiden!"

Dirigenter

Niels Granvig

Efter studentereksamen fra Sankt Annæ Gymnasium (SAG) fortsatte Niels Granvig med musikstudier på København Universitet. Efterfølgende blev det til Musikledereksamen fra Det kongelige danske Musikkonservatorium, hvorfra han siden tog organisteksamen som privatist. Han var medlem af Københavns Drengekor og fortsatte som voksen med at synge i Drengekorets koncertkor med mange rejseaktiviteter og koncerter. Sideløbende og efterfølgende har han sunget og spillet i mange forskellige sammenhænge: Kammerkor, vokalgrupper, projektkor; gode amatørorkestre, kammermusik. Der er også lejlighedsvis blevet tid til at optræde som solist med sang og orgel.

Arbejdsmæsssigt var hovedbeskæftigelsen siden studentereksamen sang- og musiklærer på SAG, indtil organistansættelse ved Måløv kirke i 1988. Sideløbende hermed var Niels leder af kammerkoret Tourdion og  ofte instruktør ved korstævner over hele landet.

Han har yderligere lagt et stort arbejde i Folkekirkens Ungdomkors regi - både som medlem af Hovedbestyrelsen (næstformand og medlem af flere underudvalg) og som mangeårig formand for Kredsbestyrelsen København/Helsingør.

Som leder af Drenge-Mandskoret er han kunstnerisk leder af Thy Sangskole, medlem af kulturledernetværket i Thy og tillige konsulent for Nordjyllands KulturKANten.

Sammen med koret modtog Niels Granvig 2018 Thisted Kommunes Kulturpris.

Sigrid Damsager

Maj 2015  - Oktober 2015

Sigrid Damsager er en veluddannet dirigent med kor som speciale og med erfaring fra arbejde med alle aldersgrupper, fra de yngste til de ældste. Klassisk vokalmusik med fokus på samklang, den bevidste korsanger og korets indbyrdes kontakt og kontakt med publikum.

Hun er erfaren inden for mange typer af ensembler – de professionelle og professionelt arbejdende til bredt og elitært fødekædearbejde, fællessang og korstævner for unge og voksne samt for firmaer. Desuden har Sigrid erfaring som dirigent af forskellige amatørorkestre og professionelle operaopsætninger. Hun er selv en trænet sanger og en vant kirkemusiker.

Aktuelt arbejder Sigrid som dirigent for både Landskoret i Folkekirkens Ungdomskor og Schola Cantorums Kvindekor, som prøveassistent og andendirigent i Kantorei Sankt Petri, som organistvikar og som lærer i børnemusik på Den Lille Musikskole.

Preben Nørgaard Christensen

1. Oktober 1986 - 12 Maj 2015

Preben Nørgaard Christensen (1960 - 2015) blev i 1986 ansat som organist og kantor ved Thisted Kirke og dermed også som dirigent for kirkens drenge-mandskor. Preben Nørgaard Christensen var uddannet på Nordjysk Musikkonservatorium hos domorganisterne Niels Åge Bundgaard og Freddy Samsing samt organist Kurt Levorsen. Videregående studier hos bl.a. David Sanger, London samt deltagelse i mesterkurser hos bl.a. Hans Fagius, Anders Bondemann, Daniel Roth, Jon Lauvik og Julian Gembalski.

Preben Nørgaard Christensen var ved siden af sit organist- og kantorvirke i Thisted, lærer i orgel ved Vestervig Kirkemusikskole og lærer ved Nordjysk Musikkonservatorium. Hans koncertvirksomhed omfattede koncerter i ind- og udland som organist, akkompagnatør og som dirigent for Nordvestjysk Brass Band.

I 1993 modtog Preben Nørgaard Christensen Sparekassen Thys Lederpris, bl.a. for sit arbejde med Nordvestjysk Brass Band og Thisted Kirkes Drenge-Mandskor.