Skip to the content

10 oktober: På bustur til Hoek van Holland

På bustur til Hoek van Holland

Det er mørkt og regnfuldt. Vi udvælger os et sæde i Hanstholm Turistfarts bus på havnen i Thisted. Hér skal vi tilbringe de næste mange timer. Vi er ikke ligefrem veludhvilede og friske, men stemningen er god og forventningsfuld denne torsdag morgen klokken 04:45. Der er stille de første timer ned gennem landet – Vi forsøger at forlænge den alt for korte nattesøvn. Da vi passerer grænsen stiger duften fra det friske morgenbrød op i vore næsebor. Vi sender taknemmelige og varme tanker til ”Munkens Bageri”, mens vi indtager den dejlige morgenbuffet stående ved det medbragte klapbord på en resteplads nær Padborg. Da vi igen slår os ned på vores nu ”faste pladser” i bussen, står regnen ned i stænger. ”Vorherre er med os” – Vi er jo på rejse med kirkekoret… 

Turen er veltilrettelagt. Nina har snittet, hakket og pakket til både frokosten nær Bremen og aftensmaden ved Utrecht. Vi holder kun korte pauser, så køre-hviletidsreglerne overholdes og maverne fyldes til det næste stræk gennem Tyskland og Holland. Vi ankommer i god tid til at gå ombord på Stena Lines færge i Hoek Van Holland. Vi er trætte – De yngste går hurtigt til ro i deres køjer, mens en enkelt godnatøl får rejsefeberen til at falde, hos dem der er gamle nok til stout. 

Kommende koncerter

Thisted Kirkes Drenge-Mandskor medvirker hvert år ved et stort antal koncerter over hele landet. Koncerterne spænder fra korets egne koncerter til opførelse af en række større værker i samarbejde med bl.a. Aalborg Symfoniorkester. Derudover tager koret ofte på udlandsturné.